Sidste år i april måned satte jeg mig et mål: jeg ville løbe Copenhagen Marathon i år. Den 22. maj løb jeg så mit første marathon efter en lang, sej vinter med mange træningspas og et 16 ugers træningsprogram, som skulle give mig det nødvendige antal ‘km i benene’.
Og selvom det bestemt var hårdt, var det en helt igennem fantastisk oplevelse. Godt hjulpet af familie, mine to gode veninder og publikum, kom jeg igennem løbet og over målstregen. Efter 42,195 km indfinder der sig en vis form for eufori – glæde og taknemmelighed over at benene holdt, at modet holdt og over viljen sejrede. Et par dage gik jeg rundt og kiggede på min medalje og smilede, hver gang jeg kiggede på den.
Men efter den første glædesrus havde lagt sig, begyndte en form for tomhed eller længsel at snige sig ind på mig… for hvad så nu? Var det dét… eller? Jeg havde løbet de 42,195 km, og havde en følelse af, at det var ikke grænsen… så min sjæl, hvad vil du mere? Følelsen og længslen er både skræmmende og interessant.. for hvor kan det bringe mig hen?
Det har ledt mig til en beslutning om at løbe endnu et marathon – i år! Frankfurt Marathon den 30. oktober, og at det lige bliver Frankfurt er blot en tilfældighed og blot fordi en løbeveninde alligevel skal derned og løbe løbet. Og det har ledt mig til nogle seriøse overvejelser om at prøve kræfter med en Ironman California 70.3, som er den officielle betegnelse for en halv ironman. Beslutningen er ikke taget, men det kunne være sjovt… jeg overvejer stadig!
Og hvorfor alt det her… hvorfor alt det løb og så lange distancer? Fordi jeg udfordrer mig selv, og fordi jeg føler, at det er gavnligt for mig at have et mål. Jeg er på ingen måde eliteløber. Jeg føler stadig, at jeg er i transformation fra motionist til løber, mine tider er ikke noget at skrive om, men løb giver mening for mig. Og løb er for langt de fleste tror jeg, en personlig udfordring.
Som forfatteren Haruki Murakami skriver det i sin bog: ‘What I talk about, when I talk about running’: ‘It doesn´t matter what field you´re talking about – beating somebody else just doesn´t do it for me. I´m much more interested in whether I reach the goals that I set for myself…’.
– og hvis du er ligeså løbeglad som mig, så vil jeg varmt anbefale ovennævnte bog. Skøn læsning. Og en anden god ‘løbebog’ er Christopher McDougall´s ‘Born to run’ – begge gode at ha´ med i feriekufferten.
God sommer og godt løb.
Kærlig hilsen, Stine
Medaljen, som i øvrigt er lidt sjov, da datoen er forkert. Cph Marathon var den 22. maj, og medaljen bærer datoen 21. maj 2011.
Stine Hamann 
Hej Stine !
Stor respekt for dine mål , jeg synes det er rigtig godt gået.
Nu har jeg selv løbet meget reglmæssigt i de sidste 4 år ,
jeg har dog stadig en demon siddene der hele tiden siger “bli dog hjemme og slap af”
men ja , det er en fantastisk følelse af glæde og velbehar der venter en bagefter og
det overvinder altså demonen.
Stor respekt og held og lykke med Frankfurt.
Tak Bjørn :-). Jeg kender alt til den der dæmon, som jeg også ofte har siddende på skulderen.. også mens jeg løber. Den som siger: ‘Så stop dog… du vil da meget hellere ligge hjemme på sofaen’. Men ja, velbehaget bagefter er så skønt :-). Knus.